Når man er udenfor

Der er mange bloggere her på RIDERS NOTEBOOK,  som har deres egen/egne hest(e). Men der kan jeg ikke helt være med.

 

Eliten i weekenderne 

Altså jeg har jo Gitte og det er også rigtig dejligt, ingen tvivl om det, men jeg kan nogle gange godt mærke at det kan være lidt svært for mig, at jeg ikke kan følge med “eliten”, hvis i forstår hvad jeg mener? Jeg kan jo ikke følge alle de andre på min alder, som rider konkurrencer, eller bare har deres egen hest og følger med i hvordan dens pasning er. Jeg ser jo kun Gitte i weekenderne og nogle gange i hverdagen, hvor M er så sød at sige “skal vi ikke tage ud til Gitte?”

 

Kan du ride i galop? 

Jeg kan godt mangle den erfaring som andre på min alder har, med deres hest. Det er ikke fordi at jeg vil klage, hvilket det nok alligevel kommer til at lyde som, men jeg har jo hverken den rideerfaring som de har. Sidst jeg fik undervisning, red jeg på et hold med børn, hvor de spurgte om jeg kunne ride i galop (jo det ville jeg nu nok mene, eftersom jeg har redet siden jeg var 9..). lettere tragisk komisk synes jeg.

 

Jeg nøjes 

Men som sagt er det ikke for at klage, men bare forklare hvordan jeg har det lige pt. med det at have med hest at gøre. Jeg elsker det virkelig og glæder mig til den dag, hvor jeg skal have min egen fjordhest! Men jeg kan også mærke hvor meget jeg savner at have med hesten at gøre, hver dag! Hver dag at skulle tage ud til stalden og passe sin egen hest. Det ville være det vildeste! Indtil videre må jeg dog “nøjes” med at gøre det i weekenderne!

 

Et helt andet plan 

Jeg kan godt føle mig ret ærgerlig over at jeg ikke er kommet særlig langt med min ridning. Det har jeg også fortalt jer før i andre indlæg.  Men det passer! Jeg føler at jeg skulle være meget længere i min ride uddannelse, men sandheden er, at det er jeg bare ikke! Til gengæld har jeg lavet så meget andet end bare at ride! Jeg har lært Gitte at kende på et helt andet plan, end hvis jeg bare havde sat mig op  og redet rundt på hende!

 

Meget gladere end før 

Jeg ved godt at nogle vil måske tænke at det er mærkeligt at jeg har det sådan, for man lærer også sin hest at kende når man rider på den. Men for mig har det været vigtigt at jeg lærte Gitte at kende på en måde, så vi har en god connection! Vi skal samarbejde om tingene og det føler jeg at vi gør nu. Jeg føler også at Gitte er blevet meget gladere end hvis jeg bare havde redet rundt. Jeg er også gladere end før! Ikke bare fordi hun er glad, men fordi der er sket så mange nye ting i det forgående år. I ved vist nok hvad jeg snakker om! 😉

 

Når to bliver til tre 

Så fordi jeg jo altid pladrer om at vi skal tænke positivt, skal jeg måske hellere tænke på at jeg kan så meget andet med Gitte, end de fleste kan. Jeg siger ikke at alle ikke kan det, som mig og Gitte kan. Men mig og Gitte har et helt specielt forhold til hinanden. Vi er et team og nu er vores tomands hold, blevet til et tremands hold, fordi M er kommet  Jeg sidder her og bliver helt rørt over det fordi jeg synes det er så vildt at en kan komme ind i vores team og blive en lille så stor del af det, lige fra dag et af!

 

Aldrig min

Nu snakker jeg jo som om at Gitte er min hest, hvilket hun jo ikke helt er! Jeg ejer hende ikke, men hun er ligesom mit hjertebarn, ligesom andre har det med deres heste. Jeg ville ønske at Gitte var min egen, det ville jeg virkelig, men lige nu er der ingen mulighed for at hun bliver min og det kommer der sikkert heller aldrig.

 

Så jeg er måske udenfor i forhold til at ride, men jeg er så på andre måder foran – det tænker jeg i hvert fald og det burde jeg også tænke, for tingene bliver ikke anerledes. I hvert fald ikke lige foreløbig!