Min sygdom…

Så jeg har tit snakket om min sygdom, men jeg ved ikke helt om jeg har snakket om hvad det præcist er? Så det er det vi skal snakke om i dag og hvordan jeg helt præcist har håndteret den.

 

Skizofreni

Men som sagt så mange gange før, så lider jeg jo af en psykisk sygdom og den sygdom er skizofreni – nærmere betegnet paranoid skizofreni. Jeg ved godt at man godt nu kan tænke en helt masse skræmmende ting og have en helt masse fordomme. Men nej jeg er ikke farlig og nej jeg er ikke flere personligheder. Det, det går ud på er, at jeg hører stemmer.

 

Mine stemmer

Jeg hører to stemmer – en mand og en lille pige, som begge to kommer med grimme ting omkring mig. Det kan godt være rigtigt svært at håndtere, men jeg synes nu  (hvis jeg selv skal sige det) at jeg håndterer dem ret godt nu. Jeg kan sige at de skal holde mund og så gør de det som regel, eller bliver der lagt lidt låg på dem. Det kan derfor godt være ret svært at skulle koncentrere sig. Hvis i nu forstiller jer at der er nogle som hvisker til jer, mens i skal fx sidde og høre på andre mennesker snakke, så jeg plejer at sige at jeg lige er på en anden radiokanal.

 

“Hold nu mund!”

Men hvad har jeg så gjort for at få det bedre? Ja jeg er kommet på medicin og har været det i næsten 6 år (til sommer er det 6 år siden at jeg fik min diagnose, selvom jeg har været syg, siden jeg var omkring 10 år gammel). Men noget som jeg har gjort er, at arbejde med mig selv. Det jeg mener med det er, at jeg har sat mig ned og “snakket” til mine stemmer. Sagt at de skulle holde mund! Jeg har også presset mig selv til at gøre ting som jeg normalt ikke ville gøre. på mit studie har vi lært om en model/cirkel, hvor du har trygheden inderst, så det man kan gøre med hjælp og så det man ikke kan gøre. Så jeg har med hjælp fra andre og fra mig selv, presset mig til at gøre ting, som jeg normalt ikke ville kunne gøre.

 

 

Familien og hestene

Noget som har haft stor indflydelse på mit helbred – ikke bare det fysiske, men også det psykiske, er heste og ridning. Fordi når jeg er ude ved hestene, kan jeg være helt mig selv. Her skal jeg ikke tænke på, at jeg er syg. Jeg kan bare være mig. Bare være Bitten… Det er utroligt rart, når man finder sådan et sted, hvor man kan være det. Jeg har været så heldig at jeg har, ved siden af rideskole, kunne ride privat hos en familie, som jeg den dag i stadig ses med. Det er nu 12 år siden. Jeg kan ikke takke dem nok, for alt det de har givet mig! Jeg tror slet ikke at jeg ville være her på det her sted i mit liv, hvis de og hestene ikke havde været der! SÅ tusinde Tusinde tak for jer <3

 

Jeg vil også sige at bloggen også har været et fristed for mig. Her har jeg kunne skrive, når det går skidt, men også når det går godt. Så tusinde tak til jer kære læsere! Tak fordi i vil bruge bare en lille del af jeres tid, på at læse dette <3