Du er unormal hvis du ikke har en kæreste!

Hej folkens i dag vil jeg gerne tale lidt om dating og om at man skulle være unormal hvis man ikke har en kæreste samt lidt om min breakup med min ekskæreste og lidt om M også (som altid), hvilket i jo også kan se på overskriften. Beklager at dette indlæg er virkelig langt, men det har jeg brug for at det er, for at folk forstår min mening.

 

Presset fra omverdenen 

Fordi først vil jeg gerne sige at jeg føler at lidt at man her i nutidens samfund er en taber, hvis ikke at man har en kæreste. Det synes jeg ikke er helt rigtigt. Nu ved jeg godt at jeg har M, hvilket jeg også er utroligt glad for at jeg har, men når jeg se på andre som er singler, så er det som om at der er et press på dem om at de skal have en kæreste. Det press kommer især fra folk som er i forhold, føler jeg. Jeg håber ikke selv at jeg gør det, da jeg ikke mener at man er det mindre værd, bare fordi at man ikke har en kæreste.

 

Lidt self love

Man skal også være tilpas i sig selv, før at man finder en kæreste, synes jeg. Fordi og det kommer til at lyde virkelig kliche fyldt, at før man kan være i et forhold og give noget til det forhold, skal kunne lide sig selv. Man behøver ikke at elske sig selv over meget, men man skal som sagt i hvert fald være tilpas i sig selv, for at kunne give til et forhold. Jeg siger ikke at dem som er single, ikke føler sig tilpas i sig selv, for nogle kan også lide at være alene. Det tror jeg folk (læs: folk i forhold) glemmer lidt, at bare fordi du er i et forhold behøver personen ved siden af dig ikke at være det!

 

Står i forhold på facebook 

Der er også nogle der føler at for at de er “normale” skal de have en kæreste. Det synes jeg også er forkert, fordi man er ikke mere unormal bare fordi der ikke står at du er i et forhold på facebook. M og  mig står heller ikke i forhold på facebook, for det betyder ikke så meget. Det er ikke fordi at jeg ikke gerne vil, men det er ikke verdens undergang, hvis du ikke står at du er i forhold. Nu oplever jeg også og det er sikkert fordi jeg er kvinde, at fremmede mænd skriver til mig på facebook eller instagram. Det synes jeg faktisk er ret irriterende fordi jeg har ikke brug for at mænd skriver til mig. Jeg har min M og jeg skal ikke have andre!

 

Er du sur, så klap i hænderne 

Med hensyn til M, som jeg jo præsenterede jer for i dette indlæg.. og forklarede jer lidt om hvorfor det gik så stærkt efter min ekskæreste og jeg slog op. Jeg var jo i et forhold i næsten et år med en anden fyr. Når jeg tænker efter, så var tingene ikke særlig gode det sidste halve år. Det startede i hvert fald ved nytår, hvor han var rigtig sur (hvilket han var så tit). Ikke at jeg ikke også var sur, men så i jer mænd, når en kvinde har sin ladies time og det står ud som et vandfald (sorry for det billede) og smerterne er så store at man er ved at besvime hvert 5. sekund, så er kvinden altså bare ikke lige så happy, happy som normalt!

 

Et knust hjerte 

Med hensyn til det nytår, som var sidste nytår, så var min eks jo virkelig sur næsten hele tiden og jeg følte at han ignorerede mig næsten hele tiden. Jeg gjorde jo bare som jeg plejede, men lige pludseligt var det forkert og så bliver jeg jo snot forvirret! Noget som jeg husker tydeligt og hvor meget det knuste mit hjerte, var da han sad ved bordet. der var tre stole på hver sin sidde og han sidder på den midterste stol og jeg kommer ud for at sætte mig ved siden af ham og han så rykker fra den midterste stol til den yderste. Jeg sad og græd inden i mig selv, fordi jeg blev så ked at det!

 

Sammen omkring ting 

Så når jeg kigger tilbage på det forhold, så kan jeg se hvor giftigt det har været. At skulle leve med en som kun kørte sit eget løb og som ikke involverede dig i sit liv. Det er svært! Faktisk er det rigtig svært, fordi for mig når man er kærester, så involverer man sit kæreste i sit liv. Men eftersom jeg havde været igennem nogle ting (hvilket i kan læse om her.. og her.. ) så havde jeg brug for at finde mig selv igen, så han var det jeg havde brug for den gang, men jo mere jeg fandt mig selv og jo mere jeg krævede af ham, jo mere trak han sig. Jeg krævede jo bare kærlighed, er det så meget at forlange?!

 

Fra fosterstilling til mødet med M 

Så da han slog op (hvilket han gjorde i en bil, hvilket bare er sindsygt dumt, da man så er fanget der indtil at man kan komme ud igen), var folk sådan lidt “ej nu skal du græde og ligge i fosterstilling i en uge og bare spise is og så dårlige serier og kærlighed” Men det havde jeg bare ikke brug for! Selvom jeg prøvede at være ked at det, så kunne jeg ikke sådan være rigtig ked af det. Jeg var faktisk mere bare lettet. Derfor havde jeg også kun et par dage og så var jeg okay igen og to tre uger senere mødte jeg så M for første gang og nu har vi været sammen i et halvt år og jeg glæder mig til at have været sammen i et år og flere år ude i fremtiden.

 

Hvornår siger man det? 

Men det her med at date og især date, når man har en psykisk sygdom er svært! Det er svært fordi man ved ikke hvordan folk reagerer når man fortæller det og så er spørgsmålet også hvornår skal man fortælle det? Jeg har valgt at gøre det allerede fra første date, da jeg ikke vil lægge skjul på noget. Det tror jeg også at M har været glad for, istedet for at sige efter vi havde været sammen i noget tid. Men det er heller ikke noget jeg siger som det første!

 

Fra dag et 

Jeg er bare glad for at M tog så godt imod det, da jeg fortalte at jeg har skizofreni (hvilket jeg godt vil snakke om i et andet indlæg faktisk, om hvordan det går nu). Han var selvfølgelig overrasket, men han han bare har været der for mig fra dag et af, synes jeg er utrolig fedt og flot gjort! Også at han har været med til møder omkring det og er interesseret i det, betyder meget for mig!

 

Ikke mere at snakke om 

Men det er ikke alle som tager så godt imod det, for når jeg har været på dates med nogle fyre (altså 1 ad gangen. Ikke på samme tid!) og fortalt at jeg har en psykisk sygsom, har de været sådan lidt at det havde de da ikke noget imod, men så stoppede snakken også der og så var det som om at de ikke kunne snakke med mig mere, fordi det ændrede en helt masse, hvilket det jo ikke gør, da jeg jo stadig bare er et menneske, som alle andre! Så der kunne jeg også fornemme at det var nok ikke noget jeg ville gå videre med, med de fyre. Det har været min måde at sortere de dårlige “frø” fra.

 

Så lige til at afslutte det virkelig lange indlæg, så husk du er helt som du skal være med eller uden en kæreste! Du er ikke unormal hvis du ikke har en kæreste!