One tough cookie

Jeg havde egentligt planlagt et andet indlæg til i dag, men følte jeg hellere ville lægge dette indlæg ud. Nu ved jeg også godt at jeg ikke har fået lagt så mange indlæg ud de sidste par dage, men grunden får i altså i det andet indlæg!

 

Der var ingen som skulle fucke med mig! 

Men i dag skal vi snakke lidt om min fortid, eller nærmere hvordan jeg var den gang. Det skal vi fordi jeg sad og tænkte over det. Da jeg var barn og teenager, var det som om at jeg skulle lægge en facade på mig selv. Jeg skulle være sådan en hård lille banan, for der var ingen som skulle fucke med mig! Det er der stadig ikke, men i dag lægger jeg ikke en facade på. Den dag i dag er jeg bare mig selv, hvilket er virkelig rart at endelig kunne være det!

 

Jeg vidste det, uden at vide det. 

Men som sagt så var jeg en hård lille satan. Jeg kom op og skændes flere gange den gang jeg gik i folkeskole. Men grunden var egentligt bare at jeg følte mig misforstået! Jeg gik jo rundt den gang med en psykisk sygdom som jeg ikke vidste at jeg havde, men på samme tid vidste jeg at der var et eller andet galt med mig. Jeg blev rigtig hurtigt hidsig og vred og kunne fare op hvert halve sekund. Så man kunne nok se at jeg egentligt havde det rigtig dårligt, men der var ingen der reagerede. Nu er det ikke andres skyld at jeg ikke fik min diagnose noget før, da jeg selv ikke sagde noget, før jeg blev 20.

 

Bare mig selv

Nu har de mennesker jeg har mødt gennem årene nok heller ikke været så gode for mig. Både mennesker som jeg kaldte for “venner” selvom de overhovedet ikke var det, samt kærester. Fra min første kæreste, til min næste som jeg fik 4 år senere. Men det har altså heller ikke hjulpet, da jeg altid har følt at jeg skulle være noget jeg ikke var eller er. Jeg vil jo hellere bare være mig selv!

 

Så nu tuder hun igen 

Men nu er det jo sådan at jeg for et år siden mødte M og med ham kan jeg være mig selv med! Her skal jeg ikke prøve på at være noget jeg ikke er. Jeg kan også græde foran ham, hvilket er noget jeg har haft rigtig svært ved – det der med at græde foran folk, fordi jeg altid så det som at jeg var svag hvis jeg begyndte at græde foran dem. Med de kærester jeg har haft, så har det heller ikke følt rart. Ikke som med M, som altid trøster mig hvis jeg er ked af det, istedet for at bare lade mig passe mig selv. Nogle gange har man altså bare brug for en som lægger armene rundt om sig og siger at det hele nok skal gå!

 

Jeg kan være alt det og mere til 

Så jeg har ændret mig meget siden den gang. Nu behøver jeg ikke lægge en facade på mig selv. Jeg kan være stærk. Jeg kan være rolig. Jeg kan være hidsig og jeg kan også være skrøbelig. Nu har jeg en som passer på mig og vil mig det godt. En som også lytter på hvad jeg siger, ligesom i gør, når i følger med her på bloggen, men vigtigst af alt. Nu har jeg en som jeg kan være mig selv med!