gode råd

Spooker din hest?

Ehmmm længe siden 😅 Jeg har desværre haft travlt med en masse ting, så bloggen har haltet lidt efter. Men det jeg gerne vil snakke om i dag, er spooky heste. Eller faktisk mere når heste spooker. Hvad skal man så gøre? 🤷‍♀️

 

 

Scenarie: 

 Du skal ud og ride i ridehallen. Det er lige omkring juletid, hvor der ofte er pynt i ridehallen, for at give en hyggelig julestemning. Men der er bare lige det at din hest godt kan virke ret bange for pynten. Men det øser ned udenfor og du har ikke lyst til at ride udenfor. Derfor er den eneste mulighed ridehallen. Når du så rider rundt inde i ridehallen, bliver din hest bange for noget pynt der hænger på en væg. Men den skal forbi, fordi du har sagt det. Selvom om den spooker over det hver gang.

 

 

Flotte hestehoveder 

Selvom Gitte er 20 år og burde være vant til meget, så kan hun alligevel godt blive forskrækket over ting. Jeg prøvede scenariet, da Gitte var skadet og jeg havde hende med inde i ridehallen. Der hang nogle fine hestehoveder af gran, men Gitte havde ikke set dem før. Derfor blev hun meget forskrækket da hun så dem. Men i stedet for at gøre som jeg har skrevet i scenariet, så gjorde jeg noget helt andet.

 

 

Den gamle skole 

Normalt ville man have tænkt (i forhold til det jeg kalder for ‘den gamle skole’) at hesten skal forbi, fordi at man siger det. Man tvinger hesten forbi med spark og hiven i tøjlen. Selvom hesten spooker over det hver gang. Det jeg gjorde den gang med Gitte og jeg stadig gør i dag; Er simpelthen at lade hende undersøge det hun bliver forskrækket over. Så hvis vi går tilbage til det med ridehallen og hestehovederne, så lod jeg hende stille og roligt undersøge dem, i hendes tempo.

 

 

Tag det roligt 

Det jeg gjorde var: Først stod vi derfra på lang afstand. Her så hun dem og kiggede på dem. Hun stod spændt i kroppen. Da hun så tog hovedet ned og blev afslappet i kroppen, tog vi et skridt tættere på. Det samme skete. Hun blev spændt i kroppen, men så slappede hun af og vi tog endnu et skridt. Det gjorde jeg helt indtil at vi stod helt henne ved dem og hun stod og snuste til dem. Hver gang hun slappede af, fik hun ros. Så kunne vi gå forbi dem uden at der var nogen som helst problemer.

 

 

Frustration giver bare mere frustration 

Jeg har gjort det samme, da vi var ude på ridebanen, hvor hun står nu. Her var der nogle der lagde asfalt på en nærliggende vej. Her lod jeg hende se hvad de lavede og hver gang tog vi et skridt tættere på (inde på ridebanen), når hun slappede af. Til sidst var der ingen ting og vi kunne lege ude på ridebanen. Fordi jeg har gjort det på denne her måde, så skaber jeg ikke nogen frustration for hesten og heller ikke for mig som rytter. Hvis man lægger frustrationen fra hesten og frustrationen fra rytteren sammen. Så giver det bare endnu større problemer.

 

 

Fordi jeg siger det 

Jo nu sidder der sikkert nogle ryttere og siger “Det hjælper ikke. Min hest skal forbi det den synes er farligt. Det skal den fordi JEG siger det!”. Men prøv lige at tænk over det. Hvis du ser en brændende bygning og jeg siger at du skal løbe ind i den uden nogen for for beskyttelse og der er heller ikke nogen grund til at løbe derind, ville du så gøre det? Nej du vil også vente og lige skulle vurdere situationen først. Det er det samme med hestene. Når du så har vurderet situationen og fundet ud af, at taget ikke er ved at falde ned, så er det nemmere at komme derind.

 

 

Lyt til dig selv og hesten 

Den gang vi red ned i ridehallen på ridecenteret, var der også noget Gitte blev forskrækket over. Jeg ved faktisk ikke hvad det er, men det var i hvert fald noget som Gitte ikke har set før og hun blev spooked over det. Den dag lyttede jeg dog ikke til Gitte, men til den anden rytter. Det fortryder jeg nu. For det der skete var, at Gitte hver gang vi skulle forbi, enten nægtede at gå forbi eller blev virkelig spooked. Hvis jeg havde gjort som skrevet længere oppe, så havde det ikke rigtigt været noget problem. Det er ikke for at disse den anden rytter! Men nogle gange skal man mere lytte til sig selv og sin hest.

 

 

Derfor vil jeg bare sige til jer alle sammen, her til slut: Lyt til jeres hest! Lad den slappe af med det der er “farligt”. Hvis man tvinger den forbi det, så ender det bare med at gøre problemet værre. Man kommer ikke særlig langt med tvang. Istedet for propper bare flere ting på den brændende bål, så prøv at slukke det!

Hej alle sammen. Jeg er blogger her hos Ridersnotebook.dk Jeg er ejer af verdens smukkeste fjordhest som hedder Gitte. Sammen har vi deltaget i PEEK konkurrencen, hvor vi i 2022 blev udtaget som en af de 10 finalister. Her på bloggen vil i høre meget mere om mit liv sammen med hende ❤ Tak fordi i følger med ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *