Jeg var en bangebuks! (Det er jeg nok stadig lidt)

Jeg turde ikke at trave

Da jeg begyndte at ride, var jeg virkelig en bangebuks! Jeg turde ikke trave selv, så jeg skulle have nogle til at løbe ved siden af, når vi skulle trave (stakkels  de mennesker som gjorde det 😀 ) De skulle løbe i næsten 15-20 min med mig! Men alligevel siger jeg tusind tak for det <3

Bump bump

Men min pointe var at jeg var en total bangebuks (det er jeg nok stadig lidt..) Jeg turde som sagt ikke at trave eller galopere for den sags skyld. Jeg synes at det gik så hurtigt, at jeg slet ikke kunne følge med. Jeg sad og bumbede op og ned i sadlen, men det gør de flest nybegyndere jo, da man jo lige skal lære det!

Endnu et år

Da jeg flyttede rideskole, efter et år hos den første, skulle der gå endnu et år før jeg turde galopere selv – eller før jeg overhovedet turde galopere. Jeg var så bange, men lidt efter lidt blev jeg mere modig. Jeg kunne mere selv og dermed fik jeg også mere selvtillid.

Selvtillid

Det med at turde at gøre noget, tror jeg handler lige så meget om at have selvtillid. Selvtillid til at tro på en selv og selvtillid til at tro på at det man gør, er godt nok! Jeg er ikke den person med mest selvtillid skal jeg gerne indrømme, men jeg har selvtillid nok til at tro på, at det (meste) jeg gør er godt nok.

Nu tør jeg godt galopere og trave selv selvfølgelig – kønt ser det godt nok ikke ud, når jeg galoperer på Gitte, men det handler jo bare om at øve sig og øve sig. Øvelse gør mester, ikke sandt?! 😉

 

De sidste ord

Derfor er mine sidste ord i dette indlæg også: bare øv dig! Øv dig på at trave, øv dig på at galopere. Øv dig på den svære øvelse, som i ikke helt kan finde ud af, fordi hvis vi ikke øver os, hvordan skal vi ellers lære det?

Kan i have det godt alle sammen <3