En rigtig dulle

 

Et lidt øv indlæg i dag, men det er noget som jeg har gået og tænkt på, her på det sidste, så denne her går ud til alle dem med kærester, mand eller kone eller whatever man er!

 

 

Ligner noget der er løgn 

Kender i det når man en dag vågner og tænker “ej i dag gør jeg noget ud af mig selv, for min kærestes skyld” da man nærmest altid ligner noget af det der kommer ud ad hesten, med halm i håret (eller det der er værre) og meget beskidt tøj og mudrede sko, fordi hesten altid skal rulle sig i den største mudderpøl på folden. Ja jeg tror i forstår!

 

 

Real cute outfit 

Så man lægger en rigtig fin makeup, tager et rigtig cute outfit på og sætter håret i en fin frisure. Altså virkelig gør noget for sin ‘man’. Man venter så bare på at de skal komme, så de rigtig kan se at der er sket noget og man ikke ligner noget der er løgn. Man venter og venter men de kommer enten aldrig og svarer heller ikke når man skriver eller ringer til dem. Så den der glæde man har opbygget i løbet af dagen, for nu skal de bare se hvor pæn man kan se ud, ja den forsvinder ligeså stille og roligt.

 

 

Det der er i hvert fald ikke mig! 

Så det ender med at man sidder der med pandaøjne og is og ligner igen noget der er løgn, fordi man har grædt så meget fordi alt det der der blev bygget op, ikke kom til at ske og så ser man sig selv i spejlet og bliver skræmt, for hvem f*nden er hende der, der står i spejlet. Det er i hvert fald ikke den pæne dullede person man var tidligere. Så bliver man vred, for hvorfor skal det lige ske, når man har dullet sig op, istedet for en af de dage hvor man ser knap så pæn ud.

 

 

Som i mange år

Ja de her gange har jeg oplevet mange af. Både med M, samt mange andre. Nu er jeg jo sammen med M og kommer til at blive det i ret lang tid (som i mange, mange år!). Men det her sker altid når jeg tænker at jeg skal dulle mig op, når M kommer og henter mig, eller når han kommer hjem fra arbejde og han så bliver kaldt ud igen, som i ALTID!

 

 

Jeg er forbandet 

Det er så der hvor man kommer til at tænke “hvorfor gør jeg det egentligt?! Hvorfor duller jeg mig sådan op, når det alligevel aldrig kommer til at ske, at de ser hvor pæn man kan se ud. Man bliver sådan lidt ærgerligt over at man når lige at glæde sig”. Det skal så siges at M altid har en god grund, hvis han nu kommer for sent, så et er “lovligt”, hvis i forstår hvad jeg mener, men det er mere bare HVER gang jeg duller mig op, at det sker. Er der en eller anden forbandelse over mig?!

 

 

Som i hver gang 

Og nej det skal heller ikke ses som om jeg “udnytter” hvis der er sket et eller andet ved M f.eks. Det er slet ikke der vi er og jeg er da heller ikke glad for, hvis der sker noget med/ved M, for faktisk bliver jeg ret så ked af det. Men som sagt så er det hver evig eneste gang jeg duller mig op, at der sker et eller andet, hvilket jeg faktisk synes er ret utroligt, for hvorfor er det lige HVER gang?!

 

 

Så hvad kan jeg gøre i sådan en situation? Tja vel ikke så meget tænker jeg…