Bitten The Hulk

Vrede… Ja det er noget som jeg har kæmpet med i mange år. Jeg tror de fleste ser mig som denne milde person, som aldrig kunne gøre en flue fortræd, men ligeså mild jeg kan være, ligeså meget temperament har jeg. Jeg ville kunne kæmpe imod en hel hær og stadig vinde, så meget vrede har/er der inde i mig

Hvis man har set Hulk og Avengers, forvandler Bruce Banner sig til et grønt “monster” når han bliver vred. Lige sådan forvandlede jeg mig til et monster, når min vrede kom. Men i Aengers siger Bruce at han kan kontrollere det, fordi han altid er vred.

I mine unge år som barn og teenager, var jeg et meget vredt menneske. Jeg følte mig misforstået og kunne ikke forstå hvad det var som skete med mig. Hvorfor skulle jeg have det på den lorte måde, hvorfor skulle jeg være her på det her lorte sted (læs: skole) med de her lorte mennesker. Ja jeg var meget vred og gik fra 0-100 på 0,00009 sekunder.

Gennem årene har jeg kæmpet med at få min vrede under kontrol. Det hjalp at jeg fik min diagnose. Lærte nye mennesker at kende men mest af alt, at arbejde med sig selv. Jeg har prøvet at meditere – det hjalp en lille smule. Jeg har også prøvet yoga, for at lære at kunne trække vejret, når det hele blev for meget. Igennem arbejdet med mig selv, lærte jeg også at kontrollere min vrede. Det har krævet enormt meget diciplin, selvbeherskelse samt en masse andre ting.

Her for nyligt var jeg hos min kæreste. Da jeg sad og så viafree på tv’et, fordi han som så mange andre (end mig) har Chromcast, der kan man jo pause via sin telefon. Det gjorde han nogle gange uden jeg opdagede ham. Da han så endeligt siger at det er ham der gør det, bliver jeg faktisk lidt vred og lidt ked af det. Min fejl ligger i ikke at fortælle ham det. Jeg går op og vi begynder at “slås” (i ved når man bare gør det for sjov). Jeg planter et slag lige mod, ja det nedre område, da jeg nærmest kun har i hovedet “du skal slås ned” (altså det kan jeg jo ikke, det er kun billedligt talt).

Inde i mit hoved er jeg ved at gå i “det røde felt” og forvandle mig til Hulk. Noget som jeg ikke har gjort i årevis. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver så vred over det. Så jeg ligger mig faktisk ind i soveværelset og græder lige så stille for mig selv. Det er åbenbart den måde jeg arbejder med mig selv på nu -_- Jeg bliver faktisk ret overrakset over det og skal lige bearbejde det for mig selv.

Et sted hvor jeg har (nogenlunde) lært at beherske mig, er når jeg er ved hestene. De giver mig ro og der kan jeg være mig selv. Der skal jeg ikke tænke på at være “syge Bitten”, “Bitten The Hulk” eller noget andet. Der kan jeg bare være Bitten. Ret befriende vil jeg nu sige.

Lige for at bringe Hulk tilbage, så vil jeg bare sige at jeg elsker det øjeblik i Avengers hvor Captain America siger “and Hulk.. smash!” for jeg ved præcis hvordan han har det. Man kan vist godt mærke at vi er ved at se Marvel filmene 😀